Takket være engagerede organisationer får mange af samfundets udsatte borgere og særligt de allermest sårbare, børnene, i år en jul, der minder om den hyggelige højtid, mange af landets andre familier oplever. Frederiksbergfonden uddeler i år næsten 400.000 kroner til det formål.
Fonden imødekommer hver år ansøgninger fra organisationer som Børnenes Kontor, Frelsens Hær og Sand – De hjemløses landsorganisation. Det er ansøgninger, der går til at uddele julekurve, hjælp til tøjindkøb eller gavekort, så hjemløse kan købe dagligvarer og en julegave, hvis den hjemløse også har børn.
Også børn og unge på flere døgninstitutioner beliggende på Frederiksberg får hvert år tildelt et beløb, så der også er råd til ekstra julehygge og julegaver til dem, der ikke kan fejre jul i familien.
Endnu en juletradition på Frederiksberg får en økonomisk håndsrækning til at sprede glæde på flere af kommunens plejehjem. Det er altid en hyggelig oplevelse for både beboere og de studerende fra det Kongelige Danske Musikkonservatorium, når messingblæserne og lejlighedsvis et ledsagende kor tager rundt på plejehjemmene for at give julekoncerter og sprede julehyggelig stemning.
Fakta
Ansøgninger om julehjælp 2023
Danske Folkehjælp: 21544 ansøgninger
Frelsens Hær: 20.493 ansøgninger
Røde Kors: Julehjælp foregår lokalt. Røde Kors forventer at dele julehjælp ud til 22.000
Blå Kors: 18.426 ansøgninger
Mødrehjælpen: Over 24.000 ansøgninger
Kilde: Kristeligt Dagblad