Bæredygtighed skal gøres jordnært

Victor Aalund (th.) har besøg i det Growroom, der er foreningens vartegn.

Foreningen Det Bæredygtige Forsamlingshus arbejder på at omsætte ønsket om bæredygtighed til jordnær handling i hverdagen. 

”Vi har en vision om at skabe et grønt frirum og et lokalt mødested for lokale borgere og besøgende, hvor vi kan inspirere hinanden til at leve en mere bæredygtig hverdag – både miljømæssigt, socialt og økonomisk,” forklarer bylivsarkitekt Victor Aalund, indehaver af Aarlund urban Architects.

Victor Aalund har sammen med biologen Anne Marie Jakobsen og oplevelsesdesigner Eva Wendelboe taget initiativet til foreningen Det Bæredygtige Forsamlingshus og opfordrer alle til at blive medlem for 100 kroner om året. Initiativet til foreningen begrunder trekløveret med en oplevelse af, at mange gerne vil leve mere bæredygtigt og gøre en forskel også i hverdagshandlingerne, men mange ved ikke helt hvordan. Ønsker vi at bidrage til en grøn omstilling, må vi nødvendigvis flytte os fra skåltaler til hverdagspraktik.

”Så kan man kigge lidt på nettet og gå til et foredrag, men der findes ikke et fysisk sted i byen, hvor man kan gå hen og få de informationer,” uddyber Victor Aalund.

Derfor er det en del af planen at drive en cafe, hvor man indarbejder en cirkulær tankegang i driften, sælger bæredygtige produkter, holder foredrag, fællesspisning og har faciliteter til f.eks. en systue, en bank af udstyr man kan låne fra og andet, der mindsker behov for at købe nyt og mere. Også socialt vil caféen gerne række ud til mere udsatte grupper af borgere og invitere dem med i fælleskabet omkring et mere bæredygtigt lokalsamfund.

Aktiviteter på vej

Det indtil videre ”husvilde” forsamlingshus samarbejder med andre lokale initiativer, der brænder for samme dagsorden og Frederiksbergfonden bidrager til, at det er muligt. Foreningen var bl.a. med til bæredygtighedsfestivalen Sustainable Lab i slutningen af august. Her præsenterede foreningen sit grønne vartegn, det såkaldte Growroom designet af Husum & Lindholm. Designet er udformet med henblik på, at alle skal kunne dyrke afgrøder vertikalt og det kan opleves ved Urban 13 under Bispeengbuen.

Foreningen har endnu mere jord i hovedet. Sammen med skolehaveforeningen ’Haver til Maver’ på Frederiksberg inviterer de 26. september til familiearrangement med temaet Urban Farming med tilberedning af frokost af grønt, man selv kan dyrke. Man kan følge med på foreningens Facebook-side.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev