Frederiksberg-borgerne værdsætter det lokale kulturliv

Kulturen har stor betydning for oplevelsen af Frederiksberg som en god by at leve i, viser analysen.

Frederiksbergfonden har spurgt 500 borgere om deres holdninger til kultur, og deres svar bidrager med nyttig viden.

Frederiksbergfonden uddeler årligt 10 millioner kroner til lokale aktiviteter. En betydelig del af fondsmidlerne går til en bred vifte af kulturoplevelser, der bidrager til at gøre Frederiksberg til en levende kommune at være borger og besøgende i. Derfor besluttede fonden at tage pulsen på, hvordan borgerne selv opfatter kulturlivet.

Tænketanken Mandag Morgen har stillet en række spørgsmål til 500 repræsentative Frederiksberg-borgere. De er blevet spurgt om, hvilken værdi kulturen har for den enkelte og for fællesskabet, og hvordan de mener kultur skal finansieres. Undersøgelsen sammenholder også, hvad en gennemsnitsdansker svarer på de samme spørgsmål.

Det har givet en række nyttige iagttagelser, forklarer Frederiksbergfondens direktør, Martin Dahl:

Undersøgelsen dokumenterer, at en typisk Frederiksberg-borger, og særligt de unge og de ældste, i høj grad anerkender, at kultur har værdi og at den lever lokalt. Og det nikker de ja til, uanset om de har en kort eller lang uddannelse bag sig. Besvarelserne har også synliggjort, at en typisk Frederiksberg-borger i langt højere grad end gennemsnitsdanskeren mener, at kultur bidrager til nye anskuelser, lærdom og selvindsigt og har betydning for børn og erhvervsliv. Samlet set synes jeg, at undersøgelsen bidrager med ny, værdifuld indsigt til vores lokale kulturliv, men selvfølgelig også til Frederiksbergfonden, hvor vi uddeler hvad der svarer til 49 kroner per borger til kulturlivet om året.”

Hvem skal betale for musikken?

I undersøgelsen bliver de 500 borgere også spurgt om deres holdning til, hvordan kulturen skal finansieres. Her foretrækker 4 ud af 5 Frederiksberg-borgere, at det offentlige er med til at finansiere kulturen, men kun 1 ud af 5 med foretrækker, at kulturen klarer sig selv. Det er særligt de unge og borgere med grundskoleuddannelse, der mener at kulturen skal klare sig selv.

”I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Frederiksberg Kommune er blandt de kommuner, der afsætter færrest penge til kulturen per borger. Sammenligner man med de 25 største kommuner giver Frederiksberg Kommune det næstlaveste kulturbidrag per borger,” siger Martin Dahl.

Læs undersøgelsen her

  • Lidt fakta fra undersøgelsen:
  • 80% på Frederiksberg mener, at lokale kulturoplevelser er med til at gøre lokalområdet til et bedre sted at bo. (Tallet for en gennemsnitsdansker er 65%)
  • 63% mener, at lokale kulturoplevelser giver en større forståelse for ens medborgere i lokalområdet. (Tallet for en gennemsnitsdansker er 64%)
  • Frederiksberg Kommune ligger som kommune nummer 79 ud af 98 kommuner målt på kulturkroner per borger i 2018.
  • Frederiksberg Kommune ligger som kommune nummer 20 målt på bibliotekskroner per borger i 2018.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev