Statistikkernes tørre tal dokumenterer samfundets meste udsatte skæbner, men i en årrække har de også helt bogstaveligt talt for sig selv. Gadens Stemmer er en socialøkonomisk organisation med fokus på at formidle personlige fortællinger fra et liv som socialt udsat. Organisationen tilbyder lønnet arbejde som guider og foredragsholdere til nogle af landets mest sårbare mennesker, der optræder i statistikkerne om stofmisbrug, hjemløshed, psykisk sygdom, prostitution med mere i skyggen af det ordinære samfund.
Efter et oplæringsforløb bliver guiderne i stand til at tage f.eks. udskolingselever med på halvanden times byvandring i det område, den enkelte guiden er velkendt med på godt og særligt ondt fra deres personlige fortid.
Undervejs gennem gaderne på Vesterbro, Amager, Frederiksberg og andre steder får deltagerne guidens personlige fortælling om op- og nedture, vendepunkter og om det bedre sted de er i livet i dag, mens de måske passerer fixerummet, værestedet guiden har benyttet sig af eller barndommens gade, alt efter den enkelte guides forhistorie.
Ole er en af guiderne, der viser rundt på Frederiksberg. I 2015 går han fra at have kæreste, lejlighed og job til at bo på natherberg og sælge bladet Hus Forbi. På turen fortæller han, hvad Hus Forbi og hjemløseorganisationen SAND har betydet for ham, som har levet med alkoholisme det meste af livet og hvordan han lever med den sygdom, som han mener alkoholisme er.
Meget eftertragtet tilbud på Frederiksberg
Frederiksbergfonden har allerede i 2023 støttet muligheden for 20 byvandringer til unge i udskoling, gymnasium og ungdomsuddannelse på Frederiksberg.
Tilbuddet blev hurtigt udsolgt fordi det med god grund er så eftertragtet. En undersøgelse fra august 2023 om deltagernes oplevelse og udbytte af turene konkluderede, at 93% af deltagerne oplevede, at det gjorde indtryk på dem og hjalp dem til at forstå budskabet bedre, når det var et menneske, der selv var socialt udsat, som fortalte sin egen historie. 62 % oplevede, at de havde fået en større viden og forståelse for, hvorfor man bliver socialt udsat.
Peter Jensen, lærer på Tre Falke Skolen har også haft elever med på byvandring med Gadens stemmer, og han roser tilbuddet.
”Jeg kan kun på ALLE parametre anbefale, at der igen i dette skoleår bliver åbnet op for støtte til dette projekt. Det er en øjenåbner ud over det normale og et fantastisk indspark i undervisningen omkring rusmidler, der på første hånd beskriver baggrunde, situationer og personlige erfaringer til vores elever, der kan identificere sig med nogle af de problemer fortælleren runder fra sit tidligere liv sammenholdt med en on location fortælling,” siger han.
Peter Jensens anbefaling afspejles i Frederiksbergfondens seneste tilsagn om igen at støtte tilbuddet, så det samlede bidrag til Gadens Stemmer i den kommende tid når op på 100.000 kr.
Gadens Stemmer og Dansklærerforeningen har i et samarbejde desuden udviklet undervisningsmateriale, der som en del af indholdet belyser samfundets skyggesider og kan bruges før og efter byvandringen.