
En elsket mangeårig festivaltradition vender stærkt tilbage i nyt sommertøj – klar til at skyde sommerferien i gang. Stella Polaris, der sender elektronisk og akustisk musik ud over Slotsplænen i Frederiksberg Have, havde ellers bebudet at festivalen ikke havde økonomi til et genhør i 2025. Festivalens initiativtagere, Nicka Kirstejn og Kalle Bremer, kunne heldigvis tænke kreativt og i marts i år offentliggjorde Stella Polaris, at festivalen alligevel gennemføres i 2025. Men i en ny udgave.
To juni-events med et smæk
Den gratis endagsfestival, der gennem de seneste 11 år har samlet tusindvis af mennesker i sommerferiens sidste weekend, fremrykkes i år til den 21. juni. Det er der en rigtig god økonomisk grund til.
Ved at placere festivalen i dagene omkring det store Sankt Hans arrangement på Slotsplænen, kan det samme produktionsapparat anvendes til begge events, og det giver naturligvis store besparelser.
Selvfølgelig skal hovedstadens musikelskere vænne sig til, at tidspunktet for den årlige chille-begivenhed nu er en anden, men det kan også have sine fordele, mener Kalle Bremer. Lige som de første nye kartofter smager allerbedst, er juni måske også en måned, hvor endnu flere er sultne efter at komme ud og høre musik.
” Da vi startede med at lave Stella Polaris i hovedstaden, var der ikke andre større begivenheder efter sommerferien. Men i dag er der jo mindst fem andre kæmpestore begivenheder i den periode. Vi håber, at vi kan starte en ny tradition ved at være en af de første store begivenheder i juni, der skyder sommerferien i gang.”
Stella Polaris har for et stort publikum været en fast årlig tradition at samles med venner og familie på i de skønne parkomgivelser. Måske kan fremrykningen medføre at festivalen bliver samlingspunkt for et nyt publikum, håber Kalle Bremer.
”Det bliver spændende at se, om vi også kan tiltrække et nyt publikum. Ved at lægge festivalen på et tidspunkt inden alle tager på sommerferie, kan vi måske også pludselig ramme alle studenterne, der fejrer deres huer og synes, at det er attraktivt at komme ud og høre musik til et arrangement, der er gratis og sælger bajere.”
Stella Polaris modtog Frederiksbergprisen

Sorte skyer på himlen
Vejret er som altid den store joker for en festival som Stella Polaris – det må hverken være for vådt fra oven eller for varmt, så folk hellere vil kaste sig i bølgerne. De håber som altid på det bedste, særligt i år, hvor vejret kan være lidt mere usikkert i juni end i august. Det første store navn på plakaten, den tyske kompnist og musikproducer Johannes Brecht, skal nok få trukket picnic-tæpperne frem af gemmerne på dagen – og en paraply om nødvendigt.
Og så er der tilmed en sort sky, der trækker spor helt fra Det Hvide Hus i Washington og ind i det det danske festivalmiljø
”I forhold til sponsorer her i 2025, så tror jeg, at alle arrangører oplever en træthed og en nervøsitet for tiden. Dèt jeg hører, når jeg taler med andre er, at det er super, super svært at få kommercielle partnere med i 2025. Der er simpelthen for meget usikkerhed med den nye præsident derovre, krigstrusler o.s.v. Der er sådan en grundlæggende nervøsitet fra sponsorernes side om, hvad det hele mon ender med og hvordan, de skal bruge deres penge. Men her er vi jo sindssygt glade for, at Frederiksberg Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen er gået med på at lave den her model med, at vi kan have produktionsapparatet stående til Sankt Hans om mandagen. Og det virker til, at rigtig, rigtig mange, vi har talt med, er super positive overfor denne her nye model.”
Fakta:
Stella Polaris blev grundlagt i 1997 af Kalle Bremer og Nicka Kirstejn som en chill-out musikbegivenhed i Aarhus. Siden turnerede festivalen til andre byer, bl.a. Frederiksberg, hvor festivalen har præsenterer både etablerede og nye navne indenfor elektronisk musik. I skønne grønne omgivelser nyder publikum både danske og internationale kunstnere og det tiltrækker et bredt publikum. Der er gratis adgang ud fra en mission om, at gøre musikken tilgængelig for alle. Det kræver sponsorer, hvoraf Frederiksbergfonden igen i år er en af dem og har støttet med 250.000 kr.