Billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen giver os endnu mere at tænke over i Retten på Frederiksberg, hvor en nyindviet frise af den afdøde kunstner bygger videre på budskabet i skulpturen Skyggen udenfor retsbygningen.
Siden billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen i september 2017 opstillede sin bronzeskulptur Skyggen ved Frederiksbergs nye retsbygning, har der været en særlig tilknytning mellem kunstneren og Retten på Frederiksberg. Oprindelig var det tanken, at Skyggen, der var en del af flere monumentale værker til en betydningsfuld udstilling i Pietrasanta i Italien, blot skulle opsættes midlertidigt ved retsbygningen. Men den blev så populær, at Retten søgte bl.a. Frederiksbergfonden om penge til at beholde skulpturen og give den sit eget rum på Skyggens Plads på siden af retsbygningen.
Svaret på tomme hvide vægge
Da Jørgen Haugen Sørensen i 2017 selv kom forbi for at kigge på prøveopsætningen af Skyggen, fik han ved den lejlighed en rundvisning i retsbygningen og kom også forbi fogedrettens venteområde. Kunstneren fandt området goldt og mente, at han kunne finde på noget bedre at udnytte de store hvide vægge til. Og så varede det ikke længe, inden Christian Lundblad, retspræsident ved Retten på Frederiksberg, modtog skitser, som han på vegne af Retten ansøgte Frederiksbergfonden og Beckett-Fonden om midler til at udarbejde frisen for.
Billedhuggeren påbegyndte arbejdet med akvarelfrisen i 2018, og den har været længe undervejs. En pandemi kom i vejen, men det færdige arbejde blev også af en så særlig unik karakter, at frisen i mellemtiden skulle forbi Prato i Italien, hvor den blev udstillet og fik stor opmærksomhed.
Jørgen Haugen Sørensen døde i november sidste år, 87 år gammel, og nåede derfor ikke at se værket blive opsat en måned senere i retsbygningen på Frederiksberg. Frisen blev for nylig indviet som en del af en meget velbesøgt mindehøjtidelighed for Jørgen Haugen Sørensen i retsbygningen.
Spørgsmål og svar
Frisen hænger nøje sammen med skulpturen Skyggen udenfor retsbygningen og som Jørgen Haugen Sørensen selv har beskrevet således:
” Skyggen er én, der kigger på sig selv, Skyggen handler om jeg’ets forhold til sig selv. Det er et billede på en erfaring – man kunne sige en selvforskyldt erfaring. Skyggen er et meget smukt symbol på, hvad der foregår i en retssal. Det, der er hele meningen med retten; at der bliver gjort op med de uhensigtsmæssige hændelser, der har fundet sted. For at samfundet kan fungere er vi nødt til at arbejde med os selv og undertrykke de handlinger, der gør andre ondt.”
Mens Skyggen stiller spørgsmål, så handler frisen om at søge svar. Frisen udtrykker en opfordring til, at et demokrati både kan og skal være kritisk overfor de kræfter i samfundet, som mener at vide, at netop de har svaret og kender den vej alle andre må følge.
”På første del af frisen ser man en flok mennesker som står og ser på en kugle. Den kan være et symbol på svaret eller sandheden. De er ikke mange, men andre er på vej derhen. Det er de nysgerrige, og de som har evnen til at undre sig. En større gruppe står stille i samlet flok og mener, at de forlængst er kommet frem til svaret. Andre igen kigger på, som vidner til et ritual. Måske vil de hellere være svaret foruden? Min frise er tænkt som et billede på det menneskelige grundvilkår og ikke en fordømmelse. Betingelserne for vores liv ændrer sig hele tiden og måske er svaret at undgå at lægge os fast på sandheder og doktriner. Vi leder alle efter holdepunkter i livet, et liv som er flygtigt og omskifteligt,” som Jørgen Haugen Sørensen udtrykte sine tanker for værket.
For retspræsident Christian Lundblad rummer frisen et evigt aktuelt budskab:
”Efter min opfattelse handler budskabet om æren og viljen til at frigøre sig fra kuende bånd, om demokrati og retsorden overfor anarki og kaos, og det er også det, domstolene i den grad står for. Og det er et budskab, der er så universelt og ikke mindst voldsomt aktuelt. Så jeg mener, at de tanker, der står bag Jørgen Haugen Sørensens kunst, på mange råder, men også i frisen og i Skyggen vi har udenfor, har så meget at give til os i vores hverdag.”