KB-turnering skal få talenter og børn på banerne

Rebecca Mortensen er en af klubbens helt store talenter, der sandsynligvis også kan opleves i turneringen fra 30. juli. Foto:KB

Kjøbenhavns Boldklub gentager værtsskabet for international tennisturnering og baner vej for flere danske spillere på verdensranglisten og begejstring for tennis blandt de yngste frederiksbergborgere.  

At spille sig til en plads på verdensranglisten kræver ekstraordinært meget talent blandt de tennisspillere, der prøver. Og det er samtidig en meget stor udfordring for talenterne at komme igennem døren til ranglisten, hvor de vigtige points er nøglen. Men der kan være en åbning på vej til sommer.

I 2021 havde KB værtsskabet for den internationale IFT-turnering for seniorer, og det gentager klubben igen i den sidste uge i sommerferien. Ved at have turneringen på dansk grund kommer døren til verdensranglisten lidt på klem for nogle af klubbens tennistalenter, der har brug for at kæmpe om de nødvendige points for at få sit navn på den prestigefyldte liste.

”Når vi har turneringer på hjemlig grund, så kan vi give wildcards til nogle af dem, der skal ud at have de vigtige points. Det er ultra vigtigt i tennis at hente points for at få en plads på verdensranglisten, da det er vejen til andre turneringer, flere points og i sidste ende præmiepenge,” forklarer Alexander K. Rejnhold, klubudvikler i KB.

Netop muligheden for at fremme talentmassen er baggrunden for, at KB har søgt fonde og andre sponsorer om økonomisk støtte til at kunne afvikle endnu en turnering i år.

Frederiksbergfonden har valgt særligt at støtte den del af begivenheden, der retter sig mod børn fra hele Frederiksberg Kommune.  Som en del af IFT-turneringens program arrangeres Kids Day, hvor børn i alle aldre kan være med til aktiviteter i klubben, spille med nogle af klubbens semiprofessionelle og, som Alexander K. Rejnhold håber, få langvarig begejstring for tennis, uanset om de senere selv vil gribe ketsjeren eller ej.

KB har i forvejen summer camps og kører tennisforløb i samarbejde med skoler, SFO’er og en specialskole for sårbare børn. Seneste har krigen i Ukraine fået klubben til aktivt at melde ind som et fristed for flygtende børn og unge i dagtimer, hvor der er mindre pres på klubbens faciliteter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev