En Specialefestival åbner i år for et nyt kig ind i en masse viden og inspiration, som studerende har knoklet med i deres kandidatspecialer.
26.000 studerende på landets otte universiteter afleverer hvert år kandidatspecialer, som typisk kun en vejleder og censor får kendskab til, inden de mange sider ender i arkivskuffen.
Det er spild af viden og ressourcer, mener Ungdomsbureauet, der, i samarbejde med studenterhuset Station – a Student Innovation House på Frederiksberg, har taget initiativ til en Specialefestival den 23. og 24. september for at gøre specialerne tilgængelige for offentligheden.
Festivalen bliver en ramme, hvor udvalgte nyuddannede kandidater fremlægger deres specialer for offentligheden kombineret med underholdende shows og værksteder, hvor de studerendes ideer møder samfundet og debatteres.
”På lang sigt håber vi, at festivalen bliver en slags hyldest til det at skrive speciale og bliver ophævet og mere anerkendt af uddannelsesinstitutionerne. Vi tror på, at det vil gavne Danmark, for meget af det man ser i specialerne, peger på nogle konkrete samfundsproblemer og løsninger. Det er regulær miniforskning, som kan være med til at understøtte fundamentet for vores samfundsudvikling”, siger Anna Asghari, der er direktør i Ungdomsbureauet.
Specialefestivalen opstod som idé på Folkemødet på Bornholm, hvor 40 kandidatspecialer blev præsenteret i teltet ’Specialesalonen’. Nu bliver det populære indslag udfoldet i stor skala med økonomisk støtte fra blandt andre Frederiksbergfonden.
Festival for en bred målgruppe
”Festivalen kan blive en del af studievejledningen på den måde, at vordende studerende kan besøge festivalen og høre om specialerne og få indsigt i, hvad de fem års studier kan føre til. For universiteterne vil specialefestivalen efterfølgende kunne bruges som en del af kommunikationen om de enkelte studier, hvor indholdet er formidlet af de studerende selv. Og så kan studerende, der skal i gang med specialeskrivningen også komme og blive inspireret af indhold og form,” uddyber Anna Asghari.
Også virksomheder vil kunne besøge festivalen og bruge rammerne til at spotte talenter til deres fremtidige rekruttering.
”Vi håber, at de store erhvervsorganisationer støtter op om Specialefestivalen og ser det som en chance til at forstå fremtidens arbejdsmarked og det, der optager de studerende,” siger Anna Asghari.
Specialefestivalen holdes i Station, der i 2020 åbnede som et studenterhus for studerende fra videregående uddannelser, der har interesse i at finde tværfaglige innovationsløsninger til gavn for samfundet.