Fra ordensmagt til studenterpower

Kunstværket Chain møder os ved indgangen og kan iagttages fra alle etager. Foto: Martin Sørensen

Frederiksbergs tidligere politistation er efter fem års ombygning nu klar som base for studerende på videregående uddannelser, der har interesse for tværfaglige innovationsprojekter til gavn for samfundet. 

COVID19-pandemien har også sat sine spor på det studenterdrevne innovationshus ’Student & Innovation House’ på Frederiksberg. Hvad der få dage efter udsendelsen af dette nyhedsbrev skulle have været en storstilet, opmærksomhedsskabende indvielsesfest for 800 gæster med bl.a. andet en spektakulær lysinstallation af en internationalt anerkendt lyskunstner bliver i stedet en virtuel indvielse uden gæster.

Men som andet, der er lagt i hænderne på de studerende og styregruppen i udviklingen af det unikke hus – så skal den virtuelle indvielse nok også blive vellykket.

”Nu strækker vi vores åbnings-event over hele året. Det bliver verdens længste åbning i små bidder,” siger direktør Maria Flora Andersen, der har været en af de drivende kræfter i fem år.

Åbningsdagen bliver under alle omstændigheder en markering af, at huset nu officielt hedder ’Station’.

Formålet med huset er at tilbyde rammer for studerende fra videregående uddannelser, der har interesse for tværfaglige innovationsprojekter til gavn for samfundet og samtidig fungere som en åben dør til investorer, virksomheder, offentlige institutioner, uddannelsesorganisationer og civilsamfundet.

CBS ejer bygningen, mens det er foreningen ’Student & Innovation House’ med 200 medlemmer, 70 frivillige og et lille sekretariat, der skaber aktiviteterne i huset. Arbejdet med at ombygge Frederiksbergs gamle politistation til et studenterdrevet innovationshus begyndte i 2013. 52,5 millioner kroner senere står huset klar til indvielse 9. oktober i 100-året for politistationens åbning. Hertil kommer otte millioner kroner til etablering af Stations’ organisation og aktiviteter.

Station har et lille sekretariat, der sammen med foreningen skal drive huset og aktiviteterne. Foto: Martin Sørensen

Fortid og nutid lænkes sammen

Vi fik en rundvisning inden åbningen og indtrykket var krystalklart: Bestræbelserne på at transformere den autoritære, forskansede politiborg til et transparent samlingspunkt for studerende er vellykket.  Indretningen og udnyttelsen af den 4000 m2 store bygning er udført med høj kvalitet, bæredygtighed og kontraster som bærende elementer. Mange steder har man bevaret referencer til bygningens tidligere anvendelse i et spændende møde med moderne arkitektur og design.

Det udtrykkes meget præcist i kunstnergruppen Years enorme skulpturgruppe Chain, som møder os ved hovedindgangen og gennembryder samtlige etager i sit glastårn.

Den kolossale metallænke er både en reference til bygningen som tidligere politistation, men fungerer også som et charms armbånd med symboler for huset som vedhæng. Her hænger f.eks. en grøn puppe som symbol på det uforløste potentiale, der realiseres her. Et molekyle i toppen symboliserer at de studerende er hinandens signalstof, mens falken repræsenterer de frivillige, der kalder sig Falcons og kufferten signalerer studiet som en rejse og internationalt udsyn. Kunstværket fortsætter udenfor med visuelt genbrug af historien ved at lade en Maglite ’charms’ oplyse porten og endnu en (fod)lænke med en stor kugle indenfor hovedindgangen.

Båret af fonde

Frederiksbergfonden har tilbage i 2015 støttet ombygningen med en million kroner og har senest doneret 100.000 til indvielsen og indkøb af lys- og lydanlæg.

”Frederiksberg har i forvejen Copenhagen Business School, Landbohøjskolen og Musikkonservatoriet og i Frederiksbergfonden er vi meget begejstrede for, at byen oven i det også bliver hjemsted for studenternes eget tværfaglige center. Både fordi Frederiksberg er en universitetsby og store nationale fonde er gået med i dette projekt, vil Station udgøre en meget stor faglig værdi, som virksomheder og borgere får adgang til, ”siger Martin Dahl, direktør i Frederiksbergfonden.

Nordea Fonden, Velux Fonden, Augustinus Fonden, Otto Mønsteds Fond og Tuborgfondet er nogle af de øvrige fonde, der bærer projektet. Og det er der fortsat hårdt brug for, forklarer foreningens direktør:

”Corona har været og er en stor udfordring for os i forhold til vores partnerskaber. Vi har ikke nær så mange partnerskaber, som det ellers tegnede til. Bevillinger fra mange fonde er ofte bundet på konkrete milepæle og aktiviteter, og for mange virksomheder er det en usikker tid,” forklarer Maria Flora Andersen.

Du vil senere her i nyhedsbrevet kunne læse mere om nogle af de aktiviteter og partnerskaber, der udfolder sig i Station.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev