SLÆNG er Frederiksbergs netværk for kulturaktører. Det er her byens mange kulturelle kapaciteter – de garvede, de ejendommelige, de unge, de tunge og de små som store – samles om langbordet seks til otte gange om året.
Frederiksberg rummer meget stærke kulturelle ressourcer. Her er traditionsrige institutioner, kreative projekter og festivaler, et ungt vækstlag og en masse i sprækkerne der imellem. Det kan alt sammen udnyttes endnu bedre, når man samler kræfterne i ét officielt netværk, som skabe tættere relationer og kan være et fælles talerør.
SLÆNG er et uformelt og socialt samlingspunkt, hvor deltagerne mødes for at:
- Skabe netværk og synergi lokalt på Frederiksberg
- Dele og få adgang til hinandens netværk, viden, ideer og ressourcer
- Få sparring og blive udfordret på tanker, ideer og projekter
- Være opdateret på nye tiltag og muligheder inden- og udenfor bygrænsen
- Påvirke den kulturpolitiske retning og identitet på Frederiksberg
SLÆNG er helt grundlæggende et netværk for alle med en form for relation til Frederiksbergs kulturliv. Det er i sin grundidé styret af medlemmerne og der arbejdes altid efter at have stor diversitet i faglighed, genre og erfaring m.m. Medlemmerne kan dele nyheder og informationer i Facebook-gruppen Slæng – Kulturnetværk Frederiksberg og Slæng udsender invitationer til netværkssammenkomster og nyhedsbreve til alle på mailinglisten. Tilmeld dig bl.a. nyhedsbrev på www.slæng.dk
SLÆNG blev i 2018 udviklet af Alice Bo, medstifter af arbejdsfællesskabet The Rabbit Hole, i samarbejde med Frederik Birket-Smith fra STRØM. I 2025 er det sidstnævnte, der er koordinator for netværket og han kan kontaktes på: slaeng@strom.dk
SLÆNG udgav i 2021 rapporten Kulturaktører i en pandemi – erfaringer fra Frederiksberg med støtte fra Frederiksbergfonden. Selvom vi heldigvis er langt forbi pandemiårene, så kan du læse mere om det overblik, SLÆNG bidrog med i rapporten.

