Fonde presses af højere skatter

Regeringen har sammen med støttepartierne Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance besluttet at sløjfe to skatteregler, der gælder for fonde.

Professor ved CBS, Steen Thomsen, vurderer over for nyhedsmediet Altinget, at uddelingerne fra fonde vil falde med et beløb i størrelsesordenen en milliard kroner. ”Når fondene mangler konsolideringsfradraget og ikke får fradrag for deres uddelinger i datterselskaberne, vil det medføre, at de uddeler mindre. Det kan realistisk set sagtens betyde en milliard mindre i uddelinger om året,” siger han.

”Fondene er vigtige som korrektiv til et offentligt puljesystem, der ofte agerer med langt mindre risikovillighed og blik for den kreativitet og grokraft, som vokser nedefra. Især igennem de senere år har mange fonde lagt sig i selen for at sikre samfundet “kloge” penge: Tildelinger, der har mulighed for at skabe noget nyt og generere en effekt, der rækker langt ud over den enkelte donation,” siger Vibe Klarup Voetmann, Formand for Frivilligrådet.

”Uddelinger til kultur, fritid, social indsats, uddannelse, natur og meget andet kan kun blive mindre, når der skal betales mere i skat. Så ligger pengene i de offentlige kasser i stedet. Det er ikke alle områder, som stat og kommuner er bedre til at drive end civilsamfundet, når det kommer an på at skabe positive effekter og medborgerskab”, siger Martin Dahl, direktør i FrederiksbergFonden, som i 2015 har imødekommet over 50 forskellige ansøgninger på Frederiksberg.

Fondene i Danmark støtter kultur og fritidslivet massivt. Her indvier KB i København en ny tennis- og minifodboldbane støttet af blandt andre FrederiksbergFonden.
Fondene i Danmark støtter kultur og fritidslivet massivt. Her indvier KB på Frederiksberg en ny tennis- og minifodboldbane støttet af blandt andre FrederiksbergFonden. Foto: Martin Sørensen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev