Kan man medvirke i to forestillinger samtidig? Dirch Passer kunne.
I begyndelsen af 1960’erne kunne man se en langbenet Dirch Passer stryge gennem gårdhaven fra Aveny Teatret ind til ABC Teatret på Frederiksberg Allé. På Aveny havde han netop medvirket i første akt af Sømænd og Svigermødre, og i pausen skulle han løbe ind på ABC og være med i et enkelt nummer i revyen Værsgo’ og skyl. Bukke, bukke, publikum klapper – og så sprinte tilbage til Aveny, hvor pausen nu var slut, og alle var klar til at spille anden akt sammen med Dirch Passer. Bukke og bifald – og så forfra igen med et nyt publikum til de to midnatsforestillinger.
Der findes mange anekdoter som denne om Dirch Passer, og dem delte museumsinspektør Rikke Rottensten fra Frederiksbergmuseerne ud af, da Frederiksberg Kommune, Frederiksbergfonden og Aveny-T den 22. oktober inviterede til afsløring af Dirch Passers hædersflise i anledning af 100-året for hans fødsel. Hædersflisen ligger foran det nuværende Aveny-T af den helt naturlige årsag, at det netop var på den ikoniske allé i teaterbyen Frederiksberg, at Dirch Passer udfoldede en stor del af sit enestående komiske talent og blev en af dansk revys helt store stjerner.

Dirch – her og der og alle vegne
For publikum kunne ikke få nok af ham. Det var ham, de glædede sig til at opleve på scenen. Det var ham, der solgte billetterne – til film, til revyer, til teaterforestillinger.
”Hans kunst er den klassiske klovns. Fuld af poesi, af mimik, af kropslighed, af ordløst vanvid, vildskab og overrumplende effekter,” sammenfatter Rikke Rottensten, der også er forfatter til flere bøger om nogle af de største navne inden for dansk revy.
Og stadig i dag er Dirch Passer flere steder på én gang på Frederiksberg. Nu ikke længere på teaterscenerne, men foran gadedøren til Aveny-T, hvor hans grinende ansigt er foreviget i bronze og granit, og i haven ved Riises Landsted, hvor han står som statue i fuld figur og letter på hatten for alle forbipasserende.


