Alle er velkomne fredag den 28. august, når vi afslører navnet på årets prismodtager af Teaterflisen 2026. Det sker til sommerens sidste gadefest med højt humør, fadøl, underholdning og musik på Frederiksberg Allé.
Afsløringen af Teaterflisen er som altid en festlig begivenhed, hvor vi fra 16.00-17.30 hylder en af scenekunstens store danske stjerner, som bliver udødeliggjort med sin egen bronzekarikatur i en granitflise på Frederiksberg Allè. Her kommer årets prismodtager til at ligge som den 29. i rækken af Teaterfliser på den ikoniske allé – Danmarks svar på Hollywoods Walk of Fame.
Årets nominerede er: Frederik Cilius, Jens Albinus, Lars Brygmann, Lene Maria Christensen, Merete Mærkedahl, Nicolas Bro, Paprika Steen og Sofie Gråbøl. Tusindvis af danskere har på Teaterflisen.dk deltaget i afstemningen af, hvem blandt disse nominerede, der allermest fortjener af modtage Teaterflisen 2026.
Se mere om årets afstemning
Rasmus Bjerg er vært
Ved prisoverrækkelsen kan du glæde dig til et gensyn med skuespilleren Rasmus Bjerg. Den tidligere Teaterflise-prisvinder (2018) er vært og styrer dagens program, som byder på underholdning fra flere af Frederiksbergs teaterscener.

Aveny-T vil levere et forrygende uddrag af den kommende musikalske komedie Da Sisse mødte Bisse med musikeren Bisse i front, soulduoen Dias sender varme toner ud over alléen, Ramona Macho fra Teatret ved Sorte Hest bringer et varmhjertet dragshow og Riddersalens Katja Holm hylder revylegenden Osvald Helmuth.
Teaterflisen 2026 er blevet til i et samarbejde mellem Frederiksbergfonden, Dansk Scenekunst, Tuborg, Frederiksberg Museerne, Promenaden, Frederiksberg Kommune og Teaterbilletter.dk
