Stærk filantropisk profil bliver fondens nye direktør

Udviklingsdirektør i Industriens Fond, Charlotte Kjeldsen Krarup, tiltræder som ny direktør i Frederiksbergfonden. Med solid filantropisk erfaring og engagement skal hun sikre Frederiksbergfondens videre udvikling og arbejde med at skabe værdi for Frederiksbergs borgere.

Efter næsten 14 år skifter Charlotte Kjeldsen Krarup den 1. august arbejdsplads fra Industriens Fond i Frederiksgade i København til Frederiksbergfonden på Frederiksberg.

Frederiksbergfondens nye direktør kommer med stor erfaring fra sit arbejde som udviklingsdirektør, hvor hun i en årrække har haft ansvar for at omsætte fondens mission og strategi gennem samarbejder og uddelinger af omkring 300 mio. kroner om året.

”I Frederiksbergfondens bestyrelse ser vi frem til samarbejdet med Charlotte Kjeldsen Krarup og er meget tilfreds med at have kunnet tiltrække en yderst erfaren og udviklingsorienteret direktør, som med fødderne godt plantet i fondsdanmark og et stærkt personligt engagement i frivillighed indenfor såvel det foreningskulturelle som det sociale område, har masser af erfaringer at bringe i spil, “siger bestyrelsesformand Mads Lebech.

Charlotte Kjeldsen Krarup
Charlotte Kjeldsen Krarup ser frem til at bygge videre på de eksisterende partnerskaber og udvikle meningsfulde, langvarige indsatser, der gavner den enkelte frederiksbergborger og fællesskabet som helhed. Foto: Peter Nielsen

Hvad enten det drejer sig om projekter, der initierer vækstmotoren i industrien og landets SMV’er som i Charlotte Kjeldsen Krarups nuværende job eller at understøtte projekter til glæde og gavn for Frederiksbergs borgere – så er der ikke den store forskel for Frederiksbergfondens kommende direktør.

Det handler om at skabe forandring

Den røde tråd i Charlotte Kjeldsen Krarups karriere har altid været at skabe formålsdrevet forandring båret af en stærk interesse for samfundsrelevante dagsordener, fortæller hun.

”Jeg har altid haft et ønske om at bedrive noget, der skaber forandring for andre mennesker – at være med til at skabe et samfund, hvor mennesker trives. Jeg glæder mig til at træde ind som direktør for Frederiksbergfonden og bidrage til at realisere fondens mission med at udvikle kulturelle fællesskaber og stimulere et stærkt medborgerskab. Jeg er som person drevet af at se muligheder, og jo flere aktører man kan få med om bordet som komplementerer hinanden og går i samme retning, jo bedre. Det virker der til at være gode muligheder for på Frederiksberg, hvor jeg ser frem til at bygge videre på de eksisterende partnerskaber og udvikle meningsfulde, langvarige indsatser, der gavner den enkelte frederiksbergborger og fællesskabet som helhed.”

Om Charlotte Kjeldsen Krarup

  • Udviklingsdirektør i Industriens Fond (2021-2026)
  • Udviklingschef i Industriens Fond
  • Kontorchef i FORA, en analyseenhed for Forskning og Analyse, Erhvervs- og Byggestyrelsen
  • Projektleder i Huset Mandag Morgen
  • Uddannet Cand. Scient. Pol fra Aarhus Universitet og har en MA i kommunikation, kultur og samfund fra Goldsmiths, University of London

Ambassadør i NGO’en Congos Børn, bestyrelsesmedlem i Brug Bolden og medlem af Akademiet for Social Innovation.

Charlotte Kjeldsen Krarups er født og opvokset i Aarhus. Har boet på Frederiksberg, men lever i dag familielivet med tre sønner på 20,19 og 15 og ægtefællen Jacob i Hareskovby.

Hun afløser Martin Dahl, der efter 11 år som direktør i Frederiksbergfonden, ønsker at prøve kræfter med nye opgaver i sit arbejdsliv. Han står fortsat til rådighed for opgaver i fonden indtil årets udgang.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev