Danmarksmesterskab i floorball bliver åben for alle

Både landets allerbedste, lokale spillere og byens børn kan mødes i Frederiksberg Hallerne den 2. maj 2026, hvor Frederiksberg Floorball Club er vært for Danmarksmesterskaberne. Klubben forventer 1.000 tilskuere, når landets bedste spillere i dame- og herrerækker svinger stavene indenfor banderne. Dagen er tænkt som en dag, der forener floorball på eliteplan med fællesskab og involvering af lokale børn – både dem, der allerede spiller og andre børn, som måske kan blive til nye klubmedlemmer.

Med støtte fra Frederiksbergfonden har det været muligt at tænke begivenheden lidt større med flere, fortæller klubbens formand Kenneth Christensen.  Det betyder. at der laves en mini-turnering for børn, der allerede spiller floorball og samtidig skabes rammer for, at andre interesserede børn kigge forbi og prøve kræfter med floorball i på dagen.  

floorball stævne
Børn og voksne, elitespillere og begyndere mødes til DM i Frederiksberg Hallerne.

”Det betyder meget for os at samle en masse børn fra floorball-sporten i lokalområdet og vise dem, at floorball er større end det, de måske oplever i det daglige, hvor de spiller rundt omkring i gymnastiksale og haller. Her ser de ikke det eliteniveau floorball i Danmark også har, og det får de så muligheden for også at opleve denne dag,” siger Kenneth Christensen.

Derudover etableres et område i den ene af hallerne, hvor lokale børn i alderen 5-10 år kan deltage i floorball-lege og konkurrencer, få en introduktion til grundlæggende teknikker, møde spillere fra DM-holdene og forhåbentlig, som det er formålet – få en positiv oplevelse af floorball og træde ind ad døren til foreningslivet på Frederiksberg. 

Teenager-trænere til de yngste 
Det er kendt fra Trænerakademiet på Frederiksberg, hvor børn og unge træner andre jævnaldre, at det både gavner fællesskabet blandt de unge trænere og de juniortrænerne fungerer godt som rollemodeller for mindre børn. Til DM i floorball gør klubben noget lignende. 

”Nogle af vores egne spillere i 13-15 års alderen kommer og fungerer som dommere og instruktører på dagen, og nu har vi økonomi til at give dem et lille honorar for opgaven som de kan bruge på deres hold.” 

to piger til idræt
Piger er i undertal i floorball-klubberne, og det giver mange steder en udfordring, når de kommer lidt op i rækkerne.

Ikke alt er helt på plads endnu til dagen, og klubben skal også i tænkeboks for at se, hvad der særligt kan appellere til pigespillere. For selvom Frederiksberg Floorball Club har lidt flere pigemedlemmer end de fleste andre klubber, så er pigerne stadig i undertal. Når pigerne bliver ældre og spiller i ungdomsrækken, så kommer de til at mangle andre at spille mod, og derfor begynder flere af dem at spille i Sverige, hvor floorball er en af landets største sportsgrene. Mødet med eliten den 2. maj kan måske give dem et større incitament til ikke at skyde afsted over Sundet.  

Kig med her hvis du vil vide mere om Frederiksberg Floorball Club

Tilmeld dig vores nyhedsbrev