Familienetværket Filippavej har med en bevilling på 40.000 kr. fra Frederiksbergfonden fået et bidrag til at køre indkøbsvognen igennem supermarkedet og købe ind til 22 årlige fællesspisninger. For selvom Familienetværket også skal bruge nogle af pengene til at udvikle både tilbuddet og indsatsen for de frivillige, så er det primært fællesspisningen med stigende fødevarepriser, der hvert år udgør en stor post på budgettet.
Netværket på Filippavej 3 har eksisteret siden 2019 og er et samarbejde mellem Blå Kors og Københavns Frikirke. Det er et tilbud til borgere på Frederiksberg, der på trods af mange forskellige nationaliteter har dét til fælles, at livet er svært og det leves med følelsen af ensomhed. Her mødes primært enlige mødre, der har udfordringer af forskellig karakter og som kun har lidt eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet.
Tilbuddet har kontakt til omkring 60 familier. De kommer i netværket fordi dét at mødes omkring et måltid for mange af deltagerne er det eneste fællesskab, de oplever og samværet her skaber appetit på at skabe mere i livet for sig selv og sine børn. Ofte tilbydes også kreative eller fysiske aktiviteter, når de mødes hver 14. dag kl. 16-19 til fællesspisningen eller der er korte indlæg om, hvordan man f.eks. laver et budget eller sparer på elregningen. Lejlighedsvis bliver der også råd til en udflugt, en skøjtetur ved Frederiksberg Runddel eller en tur i teater fordi lokale aktører venligt deler fribilletter ud. Det er meget afgørende, at alle tilbuddene, også fællesspisningen, er gratis, for pengene er små blandt familierne, der kommer i Familienetværket.

Familienetværk findes flere steder i landet – se mere om, hvordan du bliver en del af det
En øvelse i at bidrage
Familienetværket er ikke tænkt som et tilbud, hvor man bare kommer for at blive serviceret ved et veldækket bord. Der lægges stor vægt på, at man deltager efter lyst og evne – hvad enten det drejer sig om at engagere sig i samtale eller at hjælpe med praktiske opgaver. Erfaringen viser, at det skaber medejerskab, selvværd og forberedelse til at indgå i andre nye fællesskaber, og sidstnævnte er et langt vigtigere succeskriterie for Familienetværket end ”blot” at være et tilbud, hvor der kommer mange borgere.
”Vi ønsker ikke at holde på folk som et succeskriterie, men vi vil gerne følge dem for en tid her i tilbuddet og så støtte dem i at komme godt videre ud i andre fællesskaber. Og det peger jeg og de frivillige dem i retning af,” siger Lea Johansen, der overtog deltidsstillingen som projektleder i august.
Hun jubler i stilhed, når en bruger skriver til hende og spørger, om der er noget hun eller han kan hjælpe med til det næste arrangement.
”Jeg oplever det meget positivt, når nogen på den måde føler sig trygge og kan mærke, at det gør en forskel, at man bidrager med noget. Jeg ser, hvordan mennesker vokser, når man lige pludselig oplever, ”at der er også brug for mig”.
Familienetværket har omkring 20 frivillige i alderen fra 23-77 og her er tilsyneladende ikke udfordringer med at skaffe frivillige til at drive tilbuddet.
Hvad er din opskrift på at skaffe frivillige?
”Det er evnen til at skabe relationer. Det er i virkeligheden noget af det, som jeg er bedst til. Typisk ringer jeg til nogen, jeg kender og spørger, om de har lyst til at komme og se, hvad vi laver. Og så har vi en opfølgende samtale, hvor jeg spørger: ”Hvor kunne du se dig selv, hvis du skulle være en del af det her?” Jeg øver mig egentlig i at være nysgerrig på, hvad det enkelte menneske har på hjerte og så give dem mulighed for at bidrage med det, de brænder for og er bedst til, frem for at starte med at ”få nogen til at tage en opgave”, siger Lea Johansen.
