Prisværdigt håndværk – lige fra arkitekternes streger til faghåndværkernes omhu – blev onsdag den 22. oktober præmieret ved Frederiksberg Kommunes Bygningspræmiering, der uddeles hver andet år.
Haver til Maver Huset, Allegade 5 A, blev offentliggjort som et af årets tre præmieringsværdige byggerier og modtog bronzeplade, diplom og rosende ord med på vejen af borgmester Michael Vindfeldt ved overrækkelsen.


I kommunens motivation for præmieringen af Haver til Maver Huset fremhæves:
Byggeriet præmieres blandt andet for at være et poetisk byggeri, der ikke markerer sig med sin størrelse men med sine elegante og velafstemte løsninger – et arkitektonisk gennemarbejdet moderne baghus med klare referencer til den stærke kulturarv, det omkranses af.
Ejendommen er købt og renoveret af Frederiksbergfonden, tegnet af Claus Pryds Arkitekter og Realdania har bidraget til det bygningsfunktionelle forarbejde og den indvendige færdiggørelse.
”Med præmieringen hylder vi den høje arkitektoniske kvalitet, som er med til at sætte den helt særlige og dejlige frederiksbergske stemning i byen. Dette års vindere er alle gode eksempler på, at vi formår at løfte arven og give den flotte arkitektur og den store kærlighed til Frederiksberg videre til alle dem, der kommer efter os,” fremhævede Michael Vindfeldt.
