Klub Huset står sammen om musikliv for børn og unge

Hvis der er noget de kan i fritids- og ungdomsklubben Klub Huset, så er det at stå sammen om et unikt ungdomsmiljø. I husets 50 år lange historie har der været en særlig tradition for at lade børn og unge eksperimentere med rytmisk musik i ejendommen på Sankt Knuds Vej 7. Klubben har bl.a. været musikalsk kravlegård for bands som D:A:D og Baby in Vain og haft sangskriveren og produceren bag MC Einar og Østkyst Hustlers, Nikolaj Peyk, på medlemslisten. Under en oprydning for nylig dukkede mange minder om klub-bands’ koncerter i KB-hallen, internationale musikkonkurrencer i Malmø og meget andet op, fortæller Klub Husets leder, Henrik Vedholm.

I dag har klubben 160 medlemmer i alderen 10-16 år. Halvdelen af dem spiller i et eller flere af husets 12 bands og bruger flittigt husets tre nyistandsatte øvelokaler til at spille egne eller andres numre.

børn spiller musik i klub foran andre børn
Klub Huset har 160 medlemmer i alderen 10-16 år. Halvdelen af dem spiller i et eller flere af husets 12 bands. Foto: Klub Huset

Musikfestival på tværs af klubber

Klub Husets stolte musiktradition er bagtæppet for et musikprojekt, Klub Husets medarbejdere og bestyrelse i fællesskab har ansøgt Frederiksbergfonden om midler til Under overskriften ”Musikalsk ungdomsliv på tværs” ønsker de med projektet at genrejse husets musikalske arv gennem børnenes og de unges spilleglæde, engagement og forberedelser til en musikfestival for børn og unge på tværs af fritids- og ungdomsklubber på Frederiksberg.

Klub Huset har fået en bevilling på 185.000 kr. fra Frederiksbergfonden for at give børn og unge muligheden for at være sammen om musikfestivalen som et fælles mål. Den planlægges at blive afholdt med 20 deltagende bands under Frederiksberg Dage i maj 2026 i og omkring Klub Huset. Her håber man, at projektet bliver startskud til en tradition for alle klubber på Frederiksberg.

Bevillingen skal anvendes til indkøb af instrumenter og til en række kreative workshops i Klub Huset, der binder både musikken og hele festivalen sammen i en helhedsoplevelse. Her bliver sangskriver- og producerværksteder, men også børn og unge, der ikke spiller musik inviteres med i andre opgaver, der på den ene eller anden måde bidrager til det fælles projekt. I syværkstedet bliver der mulighed for at sy scenekostumer, i kreaværkstedet kan fremstilles merchandise til deres bands under festivalen. De kan blive engageret i PR, arbejde med koreografi og scenografi eller madlavningsworkshops, så der også kan sælges mad under festivalen.

”Vi kører nu med tre lokaler og en masse børn og unge, som er vilde efter mere musik. Så vi glæder os helt vildt til at få gang i reparationerne og indkøbene, så indmaden i lokalerne kan matche ambitionerne. Det kræver noget udstyr at sætte en festival af den kaliber i søen. Det duer ikke at stille børn op på en papkasse og bilde dem ind, at det er en musikscene. Det skal også være fedt,” siger Henrik Vedholm.

Læs mere om Klub Huset

Et fristed på Frederiksberg

Alle med en moden dåbsattest kan erindre omkvædet ”De kan ikke slå os ihjel” i halvfjerdsernes slagsang fra den lukningstruede fristad. Men det er også ord, der giver mening for børn, unge, forældre, bestyrelse og medarbejdere i ejendommen på Sankt Knuds Vej 7.

Også her var det en gruppe unge, der for 50 år siden besatte ejendommen. Lige indtil Frederiksberg Kommune indså, at det var uholdbart og ansatte en af besætterne som leder af huset. Det blevet starten på et helt unikt ungdomsmiljø på et tidspunkt, hvor der ikke fandtes ungdomsklubber og hvor musikken derfor i alle årene har fyldt rigtig meget, fortæller Henrik Vedholm.

De seneste 10 år har Klub Huset været lukningstruet i fem omgange. Forældrene har kæmpet for at bevare tilbuddet til deres børn og unge, der primært kommer fra områdets privatskoler. I 2024 faldt kommunens sparehammer, men forældrene opgav ikke. Dagen efter kommunens afskedsfest den 30. april, genåbnede Klub Huset i version 2.0 som et privat klubtilbud. Forældre, børn og medarbejdere nægtede at rømme huset på villavejen.

Frederiksberg Kommunalbestyrelse har senest med vedtagelsen af Budget 2026 besluttet at give Klub Huset et bygningstilskud på 400.000 kr. årligt fra 2026 og fremover. Kommunalbestyrelsen har desuden vedtaget at genåbne ungdomsklubtilbuddene Klub Filippa, Klub Fortet, Klub Kometen og Klub Norden i maj 2026. De fire, ud af i alt syv klubber i kommunen, blev lukket som en del af budgetaftalen i 2025.

Betalingen for at gå i en kommunal ungdomsklub er 462 kr. om måneden. Prisen for ungdomsklub i Klub Huset er 197 kr. I Københavns Kommune er ungdomsklubtilbud gratis.

Læs også skoleelever møder musikhistorien

Tilmeld dig vores nyhedsbrev