Teaterflisen 2025 i ny dramaturgi

Alting ændrer sig med tiden – også en populær Frederiksberg-tradition som Teaterflisen på Frederiksberg Allé. Siden Niels Olsen i 1997 som den første skuespiller blev hædret med ”sin” granitflise, er 26 forskellige teaterfliser fulgt efter i rækken, og både afstemningen og gadefesten er løbende tilpasset tiden og vokset med opmærksomheden. Det sker i høj grad også i 2025. 

Afsløringen af årets 28. teaterflisevinder den 29. august fra kl. 15.00 bliver en begivenhed i 2.0 version, hvor afviklingen sammen med Teatret Riddersalen i 2024 har inspireret til en endnu større dramaturgisk opsætning med de lokale teatre. 

”Det er jo tydeligt, at et stort antal borgere efterhånden kender begivenheden og synes at Teaterflisen er noget, der samler os på Frederiksberg. Når vores lokale teaterscene Riddersalen og fortovet sidste år smeltede sammen, så bliver Teaterflisen en fællesnævner for noget af det, mange værdsætter ved det historiske Frederiksberg – glæden ved byens storslåede kongehave-allé og vores dygtige teaterscener. Det ønsker vi i år at præsentere og understrege vigtigheden af,” siger Martin Dahl, direktør i Frederiksbergfonden.   

Til afsløringen sidste år løftede en større scene og et udvidet underholdningsprogram barren for hyldesten af prisvinderen Jytte Abildstrøm og en underholdende eftermiddag for publikum. Daimi og duo, taler af prisvinderen og dagens vært, Peter Mygind, vævede prisen og teatertraditionerne sammen på scenen. Se afsløringen af Teaterflisen i 2024

To kvinder, der i årtier tegnede Riddersalen, sidste års flisevinder Jytte Abildstrøm og Daimi ,underholdte på scenen. Foto: Dan Møller

Afsløring skyder teatersæsonen i gang 

Både Aveny-T, Teatret Sorte Hest og Riddersalen bliver i år en del af underholdningen og referencen til byens rige teatertradition med appetizere på, hvad man kan opleve i den kommende teatersæson.  

”Alle vores scener har jo gjort det helt eksklusivt flot og på hver sin måde vist, hvordan man kan skabe positiv udvikling for scenekunsten. Så når vi omtaler Frederiksberg som teaterby, har vi virkelig noget at have det i. Derfor bliver teaterfliserne i fortovet også en naturlig og vedvarende påmindelse om, at her er, efter danskernes opfattelse, alle de største kunstnere gennem 27 år, tegnet og støbt ned i granit midt i den stolte teaterhistorie, vi har i byen,” siger Martin Dahl.  Se mere på teaterflisens hjemmeside.

Større set up kræver mere planlægning 

For Frederiksbergfonden som en kulturstøttende fond er scenekunsten en vigtig genre. Derfor har Frederiksbergfonden gennem snart 28 år også støttet Teaterflisen og været et solidt bidrag sammen med også donationer fra private sponsorer og virksomheder. 

I år har Frederiksbergfondens bestyrelse bevilget det hidtil største bidrag på 325.000 kr. for at fremtidssikre Teaterflisen. Frederiksbergfonden har påtaget sig rollen som projektejer af Teaterflisen og samarbejder med en erfaren eventvirksomhed om afstemning, markedsføring og koordinering blandt alle aktører, som nu er flere end nogensinde. 

”Samtidig med at vi har fået den formelle rolle som ansvarlige for forankringen, og har sat et firma på til at håndtere et nu ret omfattende projekt, så har vi også ønsket at gøre Teaterflisen til et samarbejde mellem de frederiksbergske scener,” siger Martin Dahl. 

Johnny Gehlsen (th.) er fortsat en vigtigt brik i Teaterflisen på Frederiksberg, men nu ligger ansvaret for selve afviklingen hos Frederiksbergfonden. Her ses han i en samtale med dagens vært i 2024, Peter Mygind. Foto: Dan Møller

Historien fortsætter i trygge hænder 

Teaterflisen begyndte som en idé i hovedet på Restaurant Promenadens daværende restauratør, Johnny Gehlsen, som syntes teaterbyen Frederiksberg burde hædre scenernes største talenter. Han er trods sine snart 70 år stadig formand i foreningen ”En For Alle og Alle For Alléen”, der gennem årene har været Teaterflisens bagland, og han er medlem af komitéen, der udvælger årets nominerede.  

Han er godt tilfreds med, at Frederiksbergfonden har overtaget ejerskabet af Teaterflisen. 

”Nu kan jeg læne mig lidt tilbage og bare nyde at se på det, vi har skabt sammen, også med en masse fantastiske frivillige og sponsorer gennem årene.  Det er Frederiksbergfonden, der i alle årene har støttet foreningen, når vi har søgt penge og der er stor tryghed for mig i, at det er fonden, der har overtaget projektet. Det er det vigtigste for mig. Når man skal give noget videre, som har haft stor betydning, vil man gerne vide, at der bliver passet godt på det”. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev