Høj fart, skarpe sving, mange omgange på en kort bane og nogle af verdens bedste landevejsryttere i sadlen – det er en begivenhed som cykelløbentusiaster allerede nu kan begynde at glæde til at opleve på Frederiksberg.
Landevejsløbet Frederiksberg Criterium afvikles den 17. august og bliver et spektakulært cykelløb i hjertet af byen, hvor rytterne kører på en lukket bane på 4,2 km rundt om Frederiksberg Have og med start- og målområde på Frederiksberg Allé. Så der bliver masser af muligheder for at følge rytterne, som denne dag skal præstere på højeste niveau, når det gælder teknik, udholdenhed og taktiske evner. Der køres tre løb på dagen – World Tour/Elite Herrer (75 min.) og Elite Kvinder (45 min.)

Frederiksberg Criterium bliver også en god anledning til at styrke fællesskabet i lokale og nationale virksomheder, for det tredje løb på dagen er en holdtidskørsel, hvor virksomheder kan stille med hold og dyste mod hinanden på tid i selskab med nogle af Danmarks bedste cykelryttere. Og i modsætning til eliteløbene, som selvfølgelig køres på racercykler, så kan firmaholdløbet køres på alle former for cykel inklusive el-cykel. Der er præmierække i alle tre løb.
Frederiksbergborgere får cykeloplevelse på forreste række
”Vi ved, at cykelsporten er rigtig stor i Danmark og med god grund. I august får ikke mindst frederiksbergborgerne muligheden for at følge nogle af landets bedsteryttere som tilskuere på første række og få en festdag på Frederiksberg Alle, som har mange store cykelløbtraditioner. Det er også en begivenhed, der vil skabe opmærksomhed om byen og de virksomheder, som på forskellige vis støtter op om arrangementet. Derfor har vi også valgt at støtte eventen med en bevilling,” begrunder Martin Dahl, direktør i Frederiksbergfonden.

Tidligere prof-rytter bag det hele
Frederiksberg Criterium arrangeres af den tidligere professionelle cykelrytter, Jens Veggerby, der har haft en imponerende sportslig karriere som rytter i verdens største cykelløb, som guldmedaljevinder i EM og VM, vinder af 13 6-dages løb og med mange kilometer i benene for hold som Fanini m.fl.
Jens Veggerby har arrangeret nogle af de største motionscykelløb i Danmark og har som løbsdirektør de bedste forudsætninger for at skabe den første vellykkede udgave af Frederiksberg Criterium.

”Ambitionerne med løbet er kæmpestore. Danmark har en fantastisk cykelelite, og det skal vi fejre. Derfor laver vi Frederiksberg Criterium. For at fejre den danske cykelelites succes og bringe den helt tæt på den danske befolkning,” siger Jens Veggerby.
Fakta:Et criterium er en særlig type landevejsløb, der foregår på en kort rundstrækning med mange sving og høj intensitet. Læs mere om Frederiksberg Criterium