Han er her og der og alle vegne. En telefonsamtale med modtageren af Frederiksbergfondens Hæderspris 2024 foregår rullende over den jyske asfalt med hovedpersonen Frederik Birket-Smith på passagersædet undervejs til møder, der sandsynligvis har en musikalsk grundtone.
Frederiksbergfondens Hæderspris og 50.000 kr. tildeles et menneske, som i kraft af sin person, virke eller profession har betydet noget særligt for Frederiksbergs borgere. Og det har årets prismodtager i høj grad levet op til.
Som direktør Alexander Stevns fra URBAN13, modtager af årets Frederiksbergpris, indledte sin takketale ved årets prisuddeling; “Lad os give Frederik Birket-Smith en hånd mere, for han har f….. haft meget stor betydning for mange af os derude”. Det bifald fik han naturligvis i den store sal på Aveny-T, hvor prisuddelingen foregik i år.

Formanden for Frederiksbergfondens bestyrelse, Mads Lebech, fremhævede ved prisoverrækkelsen Frederik Birket-Smith som en musikpioner gennem 25 år, der er drevet af virkelyst og passion for den elektroniske musikgenre. Selvom Frederik Birket-Smith ofte selv arbejder i kulissen, så er de fleste i musik- og kulturmiljøet vidende om, hvad han skubber frem på scenen. Ikke mindst som direktør i STRØM, der arrangerer festival for elektronisk musik og events året rundt samt undervisningstilbuddet STRØM til Børn, der giver skolebørn mod og metode til elektronisk komposition.
Læs mere om årets uddeling af Frederiksbergpriserne
Frederik er uddannet studietekniker og studieproducer og har taget en kandidatgrad fra Roskilde Universitet med speciale i urban geografi. Praktik og teori forenes i rollen som tovholder for Kulturnetværket Slæng for kulturaktører på Frederiksberg, som initiativtager og aktør i Bas Under Buen, som musikproducer, radiovært og partner i mange lokale begivenheder, hvor han kanaliserer den elektroniske musik ud i mange retninger. Også helt ned i det underjordiske i Lydbrøndene ved Frederiksbergs Hovedbibliotek og til januar 2025 i Cisternerne.
Stærke rødder i byen
Selvom årets prismodtager både nationalt og internationalt rækker langt ud, så udtrykker han som DJ og producer under kunstnernavnet 2000F samhørigheden med den by, han er opvokset i.
Frederik kom til verden på Frederiksberg Hospital i 1977 og sammen med forældrene, der begge var i musikbranchen, voksende han op i et kollektiv i oldefaderens hus på Fuglebakken med masser af musik, pladesamling, instrumenter, højttalere og maskiner. Når Frederik ikke havde undervisning i Skolen på Duevej, eksperimenterede han i et musikstudie, han havde indrettet med farens udstyr og instrumenter.
”Hvis jeg ikke havde haft forældre, der syntes musik var fedt og som opfordrede mig til at følge den vej, så var jeg i hvert fald ikke endt der, hvor jeg er i dag,” siger Frederik.
Drivkraften i hans virke er på samme måde at åbne døren ind til musikken for andre – både voksne og ikke mindst børn.
”Det, der driver mig, er helt sikkert at mærke, at dét jeg brænder for, kan jeg også få andre til at brænde for. Musikken i bred forstand, i alle stilarter og nicher. Det jeg elsker, vil jeg også gerne give andre muligheden for at opleve, at det kan de også elske.
Det landsdækkende undervisningsinitiativ, vi laver, der hedder STRØM til børn bekræfter mig hele tiden i, at alle børn elsker musik. De fleste børn ved bare ikke, at de også selv kan skabe det. De er ikke klar over, at med tablets og telefoner har de adgang til en verden, der er lige så tilgængelig som at lave en dansevideo. Særligt børn, der ikke kommer fra et hjem med klaver eller går på musikskole, kan også skabe noget selv, som er deres og har deres eget udtryk. Det er demokrati i den allerstørste potens, for det handler om at give udtryk for sig selv.”
Fra ide til levedygtighed
Entreprenørskab var ikke et ord Frederik og hans venner i Ungdomshuset på Jagtvej brugte i1990’erne. Men i musikmiljøet var det helt naturligt, at hvis man ønskede sig noget, der ikke fandtes, så skabte man det selv.
”På et tidspunkt finder man så ud af, om man ikke bare er god til at få en ide, men også god til at få den til at blive til noget. Senere følger så også et ledelsesmæssigt ansvar for, om man er god til at få noget til at leve videre.”
Det er Frederiks rolle som frontløber for musikfestivalen Bas under Buen under Bispeengbuen et godt eksempel på.
”Vi kunne dengang se potentialet i noget, som har medført at andre, herunder URBAN13, har kunnet se noget – og det er deres fortjeneste at det er kommet så langt og er blevet så godt – men det er et initiativ, jeg er stolt over at have været med til. Alt hvad laver vi laver i STRØM og Bas under buen er gratis. Det synes jeg er vigtigt i et samfund, hvor alt bliver kommercialiseret og dyrere og dyrere. Mange mennesker oplever ikke musik og kultur i bred forstand fordi de bor for langt væk eller ikke har råd. Så for mig handler det om at gøre det meget lettilgængelig ved at bringe det ud til folk og gøre det næsten gratis for borgerne, så mange flere kan opleve de her ting.”
