Er det lokale kulturliv værdifuldt for Frederiksbergs borgere? Ja, det kan man i høj grad konkludere ved at læse den rapport, Frederiksbergfonden for et par år siden fik et analysefirma til at udarbejde for netop at få klarhed over, hvad kulturen betyder for kommunens borgere.
”Netop derfor vil årets prismodtager også være et populært valg,” fremhævede bestyrelsesmedlem i Frederiksbergfonden, Mads Lebech bl.a., da han på bestyrelsens vegne overrakte Frederiksbergprisen 2022 til de to teaterdirektører på Betty Nansen Teatret, Eva Præstiin og Elisa Kragerup.
Prisen blev overrakt ved fondens årlige, og i år 26. prisuddeling af Frederiksbergpriserne, den 13. oktober i Allégade 7. Med Frederiksbergprisen 2022 følger 100.000 kroner.
Læser klassikerne ind i samtiden
Årets prismodtager beriger Frederiksberg og et meget stort publikum med scenekunst fra øverste hylde, og teatret har gennem årene modtaget adskillige priser som anerkendelse på den kvalitet, nyskabelse og iderigdom, der gemmer sig bag facaden på Frederiksberg Allé 57. Senest i år hvor teatret modtog en Reumert for Årets Forestilling efter iscenesættelsen af Jane Austens litterære klassiker ”Stolthed og Fordom”. Det var en forestilling, der arbejdede meget på tværs af kunstarterne, og det har været en mission for de to teaterdirektører, siden de tiltrådte.
”Siden Elisa og jeg kom for fire år siden, har vi haft gang i et meget stort udviklingsprojekt som handler om, hvordan vi i teateret kan få kunstarterne til at arbejde sammen i nogle nye alliancer af ord, krop, dans, musik og billedkunst. ”Stolthed og Fordom” var meget et mix af dans og skuespil, men også en meget vild scenografi med en stor skaterrampe, hvor skuespillerne kunne køre ned ad. Det var et resultat af det ret store udviklingsarbejde, vi har lavet i mange år og hvor vi begynder at have nogle sprog og greb, der er lidt anderledes end dem, man lige ser andre steder,” forklarer Eva Præstiin.
Hvad er jeres tilgang til de klassiske værker, som mange af jeres forestillinger er?
” Vi er utroligt glade for klassikere her på teatret, men er også meget optagede af, at klassikerne skal læses ind i vores egen tid. Så vi opfører dem aldrig en til en, men laver dem oftest virkelig meget om, opdaterer dem og fortolker dem ind i vores egen tid. F.eks. fik vi dramatiker Line Knutzon til at skrive nogle helt nye scener til ”En skærsommernatsdrøm”, og da vi opførte ”Animal Farm” blev det næsten en performance i sig selv, da vi med en masse jord omdannede teatret til en svinesti.”
Hvordan modtager publikum jeres måde at arbejde med teatret på?
”Rigtig godt har vi oplevet. Vi har stadig et meget klassisk ”Betty-publikum” på 50+, som stadig kommer meget hos os, fordi de elsker klassikerne. Det er samtidig også et meget modigt og vidende publikum, så de kan godt lide at se ”En skærsommernatsdrøm” opført på en ny måde. De har måske allerede set ”En skærsommernatsdrøm” tre gange og er spændte på, hvad Elisa gør med den her.
Og så har vi også et ret stort ungt publikum. Sidste år var næsten 30% af publikum under 25 år, og det handler måske om at vi laver noget, hvor musikken, kroppen og dansen fylder mere, for så kommer de unge. Lige nu spiller vi forestillingen ”Mørkt forår” på Edison, som er musik, dans og skuespil, og den har et virkeligt stort og ungt publikum. Så vi oplever, at mange af vores forestillinger faktisk bliver set af et ret bredt publikum – både den unge og ældre generation går i teateret sammen og ser vores forestillinger.”
Hvad betyder det for jer at modtage Frederiksbergprisen 2022?
”Det er jo en virkelig stor ære at få sådan en pris, også fordi vi er enormt glade for Frederiksberg og at være en del af et lokale miljø. Lige nu har vi et samarbejde med Danmarks Underholdningsorkester og Frederiksbergmuséerne, og vi føler os rigtig godt modtaget her i byen.
Så er vi også stolte af teaterets placering på Frederiksberg Allé, og det har været meget vigtigt for os, og en ret stor del af vore ombygningsproces, at bygningen skulle smelte sammen med alléen. Så derfor vildt skønt at få sådan en lokal pris og det er utroligt fornemt, at der tilmed følger penge med.”
Se interview med prismodtagerne
Hvad vil I bruge de 100.000 kroner til?
”Vi har haft nogle år, hvor vi på grund af restriktioner ikke har holdt julefrokoster, så at kunne holde en julefrokost og få lov til gøre sådan noget sammen med sit personale – det ville være fantastisk,” siger Eva Præstiin. Hun fremhæver også, at der nu bliver mulighed for efteruddannelse, så teatret kan få inspiration til at arbejde med bæredygtighed.
Betty Nansen Teatret omfatter også anneksscenen Edison.
Se overrækkelsen af Frederiksbergprisen 2022
Bestyrelsens begrundelse:
Betty Nansen Teatret har formået at udvikle ny dramatik, iscenesættelse, instruktion og nyuddannede skuespillere til at blive fremtidens teaterstjerner. Dette er i år anerkendt med Reumert-prisen Årets Forestilling for opsætningen af ”Stolthed og Fordom”. Teatret har også gennemgået en omfattende ombygning, som er udført med respekt for, at den gamle teaterbygning skal være både imødekommende, funktionel og samtidig respektere sin historie, der kan spores tilbage til 1800-tallet. Endelig er det bestyrelses opfattelse, at teatret aktivt indgår i byens netværk og samtaler om scenekunstens forhold og gør sit yderste for også at inkludere nye og yngre teatergængere.