Byrummet ved Nordens Plads er opkaldt efter en af datidens store kulturpersonligheder, Betty Nansen. Den mangeårige skuespiller, teaterleder og instruktør pryder i dag pladsen som bronzeskulptur, der blev indviet under Dronningens besøg.
Næsten 80 år efter Betty Nansens død bliver hun, som en af de store markører i datidens kulturliv på Frederiksberg, hædret med en bronzeskulptur og en fysisk plads i byen. Bronzeskulpturen blev indviet af Dronningen som en del af programmet for majestætens sommertogt 1.september på Frederiksberg.
Bronzeskulpturen af Betty Nansen er udført af kunster og billedhugger Malene Bjelke. Hun har udover skulpturarbejdet en uddannelse som scenograf og har de seneste 20 år arbejdet med scenografi og kostumer til omkring 40 teaterproduktioner.
Ved indvielsen fortalte Malene Bjelke dronningen om, hvorfor hun havde valgte at portrættere Betty Nansen i slutningen af hendes liv.
Det hele menneske i bronze
”Som ung var hun skuespiller, men derudover var hun også teaterleder og instruktør, og jeg har ønsket at hun skulle fremstå som det hele menneske og udstråle alt det, hun på det tidspunkt havde opnået i livet. Mange, når de hører navnet Betty Nansen, tænker på den unge skuespillerinde og en diva eller på selve teatret, og de fleste billeder af hende, viser hende meget oftest i en rolle, hun var i. Men jeg fortalte dronningen, at jeg ønskede at vise hende som det hele menneske,” siger Malene Bjelke.
Inspirationen til skulpturens afslappede positur kommer bl.a. fra nogle fotos fra Betty Nansens sommerhus i Skagen, nogle få år inden hun dør og hvor hun instruerer nogle unge skuespillere. Malene Bjelke har brugt en af landets andre store skuespillere, Ulla Henningsen, som model til skulpturen. Malene Bjelke fandt fotos, der viste meget stor lighed mellem de to kvinder og med Ulla Henningsens hjælp, kunne billedhuggeren få taget nyttige fotos og mål til det videre arbejde.
(fortsætter efter fotoet)
Omkring skulpturen er nogle af fliserne i pladsens belægning udskiftet med bronzefliser.
”Når man går på bronzefliserne, vil de med tiden blive slidt blanke. På den måde vil de symbolisere de aftryk, Betty Nansen har sat på sine omgivelser og som lever videre som blivende aftryk, også når hun ikke er her mere. Hun var en meget stærk kvinde og revolutionerede måden at arbejde med teater på og det har man arbejdet videre med i hendes eftertid.”
Fornyelse af byrummet
Frederiksberg Forenede Boligselskaber og Frederiksberg Kommune har i en årrække arbejdet på at udvikle byrummet bag Nordens Plads. Her har de i samarbejde udformet pladsen tilegnet den store teaterpersonlighed og med en bevilling fra bl.a. Frederiksbergfonden har det været muligt at rejse statuen af Betty Nansen.
”Skulpturen bliver et symbol på hele færdiggørelsen af Betty Nansens Plads og gør området til et interessant og behageligt område, man bliver glad af at gå igennem. Og så spiller den godt sammen med gavlmalerierne af Storm P. i området, der også refererer til kulturelle personligheder i byen,” siger Martin Dahl, direktør i Frederiksbergfonden.
Fakta:
Betty Nansen overtog Alexandrateatret på Frederiksberg og navngav det Betty Nansen Teatret. Det drev hun gennem 26 sæsoner frem til hendes død som 69-årig i marts 1943.