Bas Under Buen får hjælp til økonomiske senfølger

bas under buen
Den lokale begivenhed har været en stærk motor i udviklingen af det rå betonmiljø til et levende byrum, der bruges året rundt.

Siden 2010 har Bas Under Buen forvandlet betonuniverset under Bispeengbuen til en succesfuld heldagshyldest til musikken. Nu får eventen hjælp til at komme på benene igen efter pandemien.

Efter to år uden Bas Under Buen er arrangørgruppen nu ved at planlægge programmet for en 2022 event, der samler byens borgere og gæster under Bispeengbuen. Lørdag 9. juli kan publikummet igen glæde sig til at opleve lokal og national talentmasse udfolde sig på scenen i løbet af dagen.

Upcoming bands og solister har siden Bas Under Buen for første gang så dagens lys i 2010 været omdrejningspunktet for programmet. Artister som Benal, Kesi, TopGunn, Kidd, Raske Penge og Klumben er blandt dem, der har optrådt til Bas Under Buen og begejstret et publikum, der på få år voksede fra 1.500 til over 10.000.

Den lokale begivenhed har været en stærk motor i udviklingen af det rå betonmiljø til et levende byrum, der bruges året rundt af bl.a. iværksættermiljøet URBAN13, koncerter, andre events og forskellige former for gadesport.

Covid-19 har dog fået alvorlige følger for Bas Under Buens økonomiske fundament, og det har givet behov for at gentænke eventen og dens samarbejdspartnere. De hidtidige kommercielle partnere allokerer i stigende grad sponsorkronerne til andre begivenheder, forklarer Bas Under Buens direktør, Tim Ulrich.

”Bryggerier, der er vores traditionelle partnere, er også blevet lidt mere pressede på anvendelsen af deres midler efter pandemien. Samtidig er der kommet flere nye festivaler på bagkant af pandemien, og det er lukkede arrangementer med et relativt stort barsalg.  Så det er mere sikkert for sponsorerne at hoppe på den type arrangementer, fordi de ved, at deres produkter bliver solgt i stor stil. Det gør de ikke rigtig på samme måde til Bas Under Buen. Det er et gratis arrangement og vi lider lidt under, at folk selv tager drikkevarer med og måske først i de senere aftentimer går i baren, som er en af vores store indtægtskilder.”

Fundament sikrer fremtiden

Frederiksbergfonden har imødekommet en ansøgning fra Bas Under Buen. Det er dels for at sikre arrangementets gennemførelse i år og dels for at give den lille eventorganisation mulighed for at tilknytte en professionel ekstern fundraiser, der skal sikre fondsstøtte til Bas Under Buens eksistens i de kommende år.

”Bas under Buen er vores første store fyrtårn fra Bispeengbuen, der har formået at binde oplevelser, medborgerskab og byudvikling sammen. Derfor synes vi, at det er vigtigt at være med til at sikre, at begivenheden kommer over de bump, pandemien har medført og bidrage til, at Bas Under Buen får et fremtidssikret fundament at udvikle sig på, ”siger Martin Dahl, direktør i Frederiksbergfonden.

I 2019 introducerede Bas Under Buen også BørneBas med sjov musik, udklædning, ballondans og spas i de tidligere timer til børnefamilierne. Og det vender tilbage til sommer. I 2023 er det også planen at videreudvikle eventen til at inkludere flere unge i arrangementet. Det gælder i særlig grad socialt og økonomisk marginaliserede unge, som Bas Under Buen i perioden op til arrangementet ønsker at tilbyde et musikalsk fristed. Her skal de have adgang til en container med lydstudie, hvor de kan øve sig på en optræden til Bas Under Buen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev