Kendte danskere blev indlagt på en helt speciel VIP-afdeling på Frederiksberg Hospital, så offentligheden ikke fik nys om deres psykiske lidelser. En tidligere oversygeplejerske fortæller om hemmelighederne foran videokameraet i de næste Frederiksberg-Erindringer.
Vidste du, at Frederiksbergs Hospitals psykiatriske afdeling helt op i 80’erne havde en VIP-afdeling for kendte danskere, der havde psykiske problemer? Næppe – for det var bestemt ikke meningen, at det skulle være offentligt kendt. Derfor benyttede man ikke kendissernes navne, men skrev i koder i journalerne. Der var særlige protokoller, eneværelser og en helt speciel kultur omkring den afdeling, hvor de kendte patienter fra både den politiske højborg og kulturlivet blev behandlet for psykiske lidelser.
Til foråret kan man få et nærmere indblik i, hvordan det foregik. Frederiksbergfonden har støttet Frederiksberg Stadsarkiv med 30.000 kroner, så arkivet kan producere tre korte videoer, der alle fokuserer på Frederiksberg Hospital. Den ene video omhandler den hemmelige afdeling for psykiske VIP-patienter og i videoen medvirker en tidligere oversygeplejerske, der arbejdede på afdelingen.
De ukendte historier kommer frem
”Alle kender de mere gængse hospitalsopgaver, men her har vi fået nogle personer i tale, der giver nogle aspekter til historien som ellers er ret svære at komme tæt på, og med disse film kan vi sikre, at historierne også vil eksistere om 100 år, ” siger stadsarkivar Caspar Christiansen.
De tre hospitalsfilm indgår i samlingen af hele 38 Frederiksberg-Erindringer på video, som kan ses på https://stadsarkivet.frederiksberg.dk/film. Frederiksbergborgere giver her deres bidrag til historien ved at fortælle om deres liv og virke. Og det er populære elementer i arkivets samling.
Endnu mere digital formidling af lokalhistorien
”Idéen til filmene er ved at være nogle år gammel, men de er i virkeligheden blevet mere og mere nutidige i deres form, hvor formidling, dokumentation og underholdning bliver stadig mere digital og skærmbaseret”, siger Martin Dahl, Frederiksbergfonden.
Caspar Christiansen har været ansat på Frederiksberg Stadsarkiv siden 2013 og afløste Henning Bro som stadsarkivar i foråret. Frederiksberg Stadsarkiv har gennem en årrække haft fokus på digital udvikling ved bl.a. at digitalisere kilder, så man også kan sidde derhjemme og lave slægtsforskning. Caspar vil gerne skubbe endnu mere på digital formidling af lokalhistorien på Frederiksberg.
”Formidlingsmæssigt vil vi gerne være mere aktive udenfor huset både digitalt, men egentlig også helt lavpraktisk med byvandringer med guide i hele kommunen. Vi er ved at udvikle en app sammen med Frederiksbergmuseerne til byvandringer på egen hånd, hvilket jo ikke er uinteressant i disse coronatider. Appen gør det snart muligt at gå en tur på Allégade og på dele af Frederiksberg Allé og få fortalt nogle af de mere ukendte historier fra området med den nye mobilapp,” fortæller Caspar Christiansen.