Unge markerer genforening med en 100 års sten

Anders Kaare forevigede Frigga Loeck, Katharina Petersen og Nina Lee Hende fra kollegiet, da de blev præsenteret for 100 års stenen. Foto: Martin Sørensen

Beboerne på Arveprins Knuds Kollegium får penge til et historisk monument, der mindes genforeningen mellem det nordslesvigske mindretal og Danmark.

 

Man kan med rette undre sig over, at Frederiksberg, af alle steder, ikke har en genforeningssten, der lige som 650 andre steder i landet blev rejst i glæde og taknemmelighed over genforeningen for 100 år siden. Særligt når man tænker på, at der var tætte bånd mellem Frederiksberg og Sønderjylland, og kommunen tilmed har en lille og unik bydel, Den Sønderjyske By, hvor vejene omkring de 309 boliger alle er opkaldt efter medlemmerne af Folketing og Landsting, der kæmpede for genforeningen.

Men takket være 18 beboere på Arveprins Knuds Kollegium på Frederiksberg får byen nu i stedet en 100 års sten til minde om genforeningen i 1920.

Gennem Arveprins Knuds Sydslesvigske Studie- og Hjælpefond, der driver kollegiet på Jacobys Alle, har de søgt og modtaget en donation af blandt andre Frederiksbergfonden til finansiering af 100 års stenen.

”Mere end 50 år med ufred og krig  fik sin afslutning i 1920 gennem en afstemning, som aldrig mere vil lave landegrænsen om. Det fortjener en markering som vi gerne vil investere i med en synlig placering,” siger Martin Dahl, direktør i Frederiksbergfonden.

100 års stenen blev opsat 15. juni på hjørnet af Sønderjyllands Allé og Mørk Hansens Vej og bliver officielt indviet 11. juli.

Særlige følelser for 100 året

Det er beboerne på kollegiet, der har ønsket at markere genforeningen med en 100 års sten. For de 18 kollegianere, som alle kommer alle fra danske mindretal, har historien en særlig betydning.

”For vores kollegianere er der særlige følelser omkring 100 året og derfor er det naturligt, at de får lejlighed til at markere sig i den sammenhæng. Men det er også vigtigt for Frederiksberg, for vi har ikke haft noget historisk monument, der fortæller om den tætte samhørighed, der var mellem Frederiksberg og Sønderjylland,” siger Anders Kaare, formand for Arveprins Knuds Sydslesvigske Studie- og Hjælpefond.

Mindestenen bærer teksten: ”Intet Slesvig uden Danmark – intet Danmark uden Slesvig. Til minde om 100 året for Nordslesvigs genforening med Danmark i 1920”

Med denne tekst lægger stenen sig tæt op ad teksten på den slesvigske sten ved Eremitageslottet i Dyrehaven, der bærer teksten:

”Intet Slesvig uden Danmark – intet Danmark uden Slesvig. Til minde om Slesvigernes besøg d. 30 juli 1861 og d. 5. september 1865”

Interesserede er velkomne til officiel indvielse og rundvisning i Den Sønderjyske By den 11. juli om eftermiddagen. Læs mere om indvielsen her:

https://graenseforeningen.dk/lokalforeninger/graenseforeningen-koebenhavn-og-frederiksberg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev