
For festivaldirektør Katrine Gislinge er udgangspunkt for festivalen den klassiske musik, hun elsker. Men hun ønsker også at appellere til et nyt og bredere publikum ved at lade forskellige musikalske genrer spejle sig i hinanden. Koncerterne bliver en sammenhængende, poetisk rejse med den ulykkelige kærlighed som tema.
Det bliver både intimt og det bliver stort. Musikken kan opleves i museer, teater eller koncertsale og involvere dans, teater og oplæsning. Jo, Frederiksberg Festspil er klar med et ambitiøst favnende program og samarbejdspartnere omkring det, der, ifølge festivalens direktør, Katrine Gislinge, skal blive en årlig kulturbegivenhed med tiltrækningskraft, der rækker langt ud over Frederiksberg.
I 2019 introducerede pianisten Katrine Gislinge Frederiksberg Festspil i Møstings Hus som et dagsarrangement med tre koncerter. Det er de positive tilbagemeldinger herfra som i år er løftet til nye højder med et program, der strækker sig over fire dage og udspiller sig i blandt andet Betty Nansen Teater, KU.BE, Konservatoriets koncertsal og Bakkehuset.
Bygger videre og blander genrer
Dagene fra 17.-20. september er programsat med internationalt anerkendte kunstnere, der møder danske og nordiske musikere fra andre genrer. Det omfatter blandt andre den færøske popstjerne Teitur, som forventes at tiltrække særligt unge og andre, der ikke er vante tilhørere på stolerækkerne til klassiske koncerter.
”Min drøm er egentlig bare at lave noget fantastisk. At lave noget magisk og vise, hvad kunstarterne kan sammen og hvad kunsten i det hele taget kan. Ved at sætte de forskellige genrer sammen og lade dem spejle sig i hinanden, kan man måske høre noget helt nyt. Ligesom at spise dessert før oksestegen kan det forfriske dine sanser.”
Hvorfor ambitionen om et bredere og yngre publikum?
”Vi vil jo gerne være med til at opdyrke den interesse for den klassiske musik, som jeg selv elsker overalt på jorden. Publikummet til den klassiske musik er traditionelt set et meget defineret publikum, og da jeg var yngre, var jeg meget bekymret for, om de alle sammen ville være døde om 20 år,” griner Katrine Gislinge lidt, da vi taler sammen i telefonen.
”Det kan godt være at klassisk musik hører en bestemt alder til, men så alligevel ikke. I Sydeuropa oplever jeg publikum i alle aldre, og jeg har aldrig mødt et menneske, der decideret ikke bryder sig om klassisk musik, men jeg har mødt nogle, der ikke føler sig inkluderet og forestiller sig, at man skal vide en masse på forhånd. Men det behøver man ikke. Musik er en formidling af følelser og af ånd og det kræver ikke en ph.d. i musikviden, men at du lytter med dit hjerte.
Den klassiske musik indeholder temaer som er evigtgyldige og i den klassiske musik synes jeg jo, at man finder nogle mere indadvendte nuancer af det at være menneske og som beriger os som individer. De unge skal også føle sig inviteret ind i det og føle, at den oplevelse er møntet på dem og ikke på den musikuddannede eller morfar. Det kunne være en stor drøm, at få det til at ske, og jeg er sikker på, at det er muligt, for jeg har set det rundt i verdenen.”
Hvorfor synes du festivalen hører hjemme på Frederiksberg?
”Her er jo en lang tradition for teater især, men også for musikken med ikke mindst Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på Rosenørns Allé og Danmarks Underholdningsorkester – foruden museerne, som alt sammen er samlet i sin egen landsby i storbyen. Drømmen om et festspil har jeg haft i mange år, men jeg har rejst meget og givet koncerter mange steder, og det vil jeg gerne fortsætte med, men jeg vil gerne drosle lidt ned på antallet og omfanget og bruge mine oplevelser fra udlandet, hvor hele byer samler sig om musikken i flere uger for at fejre musikken og poesien.
Overskriften for festivalen er, at det skal være poetisk og gerne have noget eventyr over sig, præcis som jeg synes Frederiksberg har. Her er så smukt,” siger Katrine Gislinge, der også selv bor på Frederiksberg.
Frederiksbergfonden støttede Frederiksberg Festspil i 2019 og med festivalens intentioner for 2020 giver det mening at støtte både etablering af en fremtidig organisation og selve festivalen i 2020 forklarer Martin Dahl, direktør i Frederiksbergfonden.
”Frederiksbergfonden støtter i forvejen den klassiske musik på Frederiksberg med 10-20 arrangementer om året, og det giver god mening at brede den synlighed ud til endnu flere mennesker ved at samle det under en festivalparaply. Med det program der er, vil festivalen inkludere både børn og voksne og Frederiksbergs egne lokationer bringes i spil – det er vigtigt for os.”
Af Jeanette Hougaard