Den ene af Frederiksberg Fondens tre uddelingsstrategier omhandler oplevelser på Frederiksberg og herunder gives der støtte til kulturelle oplevelser på Frederiksberg, der har en høj kvalitet efter national og international målestok.
For femte år i træk støtter Frederiksberg Fonden udstillingsstedet for samtidskunst, Cisternerne, der ligger godt gemt under den grønne græsplæne i Søndermarken. Cisternerne fungerede oprindeligt som hovedstadens vandreservoir, der fra 1859 – 1933 forsynede byens borgere med rent drikkevand, men er nu en del af Frederiksbergmuseernes sammenslutning, hvor også Bakkehusmuseet, Storm P. Museet, Alhambra – museet for humor og satire og Møstings Hus hører under.

Cisternerne huser i år den verdenskendte danske kunstnergruppe, SUPERFLEX, der fra d. 16. marts – 30. november inviterer os med ind i en mørk fremtid. SUPERFLEX omdanner det tidligere vandreservoir til et surrealistisk, science, fiction scenarie, hvor klimaforandringer drastisk har ændret samfundet. Udstillingens titel, It is not the end of the world, bruges til at illustrere, at de fremtidige klimaforandringer muligvis bliver enden på menneskeheden men ikke nødvendigvis verdens ende, planeten skal nok klare sig uden os.
SUPERFLEX blev grundlagt i 1993 af Jakob Fenger (f. 1968), Bjørnstjerne Christiansen (f. 1969) og Rasmus Nielsen (f. 1969). Kunstnergruppen er blandt andet kendt for folkeparken Superkilen på ydre Nørrebro (2011), som de tegnede i samarbejde med arkitekt Bjarke Ingels. I 2002 stod de bag plakaten ”FOREIGNERS, PLEASE DON’T LEAVE US ALONE WITH THE DANES!”, der blev hængt op overalt i byen som en kommentar til den hårde tone i den offentlige debat i integrationspolitikken. Indtil foråret 2018 viste kunstnergruppen udstillingen ”ONE TWO THREE SWING” i turbinehallen på Tate Modern i London og efterfølgende på Copenhagen Contemporary (CC).
Cisternerne er et vigtigt kunstnerisk udviklingssted, der danner ramme om kunstudstillinger og arrangementer, der alle tager udgangspunkt i stedets særlige arkitektur og klima. I Cisternernes gange ligger luftfugtigheden tæt på 100% og de underjordiske sale rummer en efterklang på 17 sekunder, hvilket gør det til en helt særlig oplevelse at besøge.
Du kan læse mere om udstillingen her.