Frederiksberg profilen Fuzzy fejres i Cisternerne

KØB BILLETTER TIL DEN ENESTÅENDE URPREMIERE HER

Fuzzy, med det borgerlige navn Jens Wilhelm Pedersen, er født i 1939 og har været bosat på Kochsvej på Frederiksberg i en menneskealder. I 2009 modtag han Frederiksberg Fondens Hæderspris.

Fuzzy er en af de største nulevende danske komponister og en pionér inden for elektroakustisk musik. Han har skabt instrumentalmusik, elektronisk musik, teatermusik og filmmusik i genrerne fra free jazz til store symfoniske værker. Han har bl.a. skrevet musik specifikt til artister som Safri Duo, James Galway, Thomas Sandberg, Jeanette Balland og ensembler som Rosenborg Barok, The New Jungle, Copenhagen Art Ensemble og Trio Zoom. Som filmkomponist har Fuzzy bl.a. arbejdet sammen med instruktører som Jørgen Leth, Rainer Werner Fassbinder og Bille August.

I anledning af sin 80års fødselsdag fejres han ved en enestående musikalsk urpremiere i lige så enestående omgivelser. ”Underjordiske klange og tilstande” hedder værket, der (selvfølgelig) er skabt af fødselaren til messingblæsere og slagtøjsspillerne fra Copenhagen Phil, computer og 14 højttalere og tænkt som en ”foranderlig lydverden, som man bevæger sig ind og ud af, og hvori ens oplevelse af stykket hele tiden ændrer sig, fordi man ikke står stille på ét sted og lytter, men er i bevægelse.”

Og det er skabt til et rum, der er lige så unikt som Fuzzy selv: Cisternerne dybt under Søndermarken. Herfra fik København engang sit vand, men hvor der nu skabes kunstoplevelser ud over det sædvanlige. Rummet bliver en del af oplevelsen i sig selv, og publikum kommer selv til at forme oplevelsen ved at bevæge sig rundt i rummet under koncerten.

Det er Copenhagen Phil, Frederiksbergmuseerne og Strøm, der har bestilt værket og står bag fejringen med støtte fra Frederiksberg Fonden. Alle tre institutioner har hjemme på Frederiksberg, hvor også Fuzzy, som nævnt tidligere, har boet og virket. Så det føles naturligt at fejre ham i hans hjemby – og selvom det er Fuzzy, der er fødselaren – er det musikelskerne, der får gaven.

 

 

, ,

Tilmeld dig vores nyhedsbrev