CBS Student and Innovation House

Mod slutningen af 2018 åbner CBS Student and Innovation House i den bygning, der tidligere husede politistationen på Howitzvej. Bygningen skal efter planen være et moderne og visionært studenter- og innovationshus, som har til formål at nedbryde grænserne mellem studerende, borgere og omverdenen; de studerende skal ud i samfundet, og samfundet skal ind til de studerende.

FrederiksbergFonden støtter projektet og ser frem til, at visionen omkring den gamle politistation bliver realiseret. Fonden håber, at huset vil blive et nyt markant vartegn for Frederiksberg, hvor studerende kan fremme ny innovationskultur på tværs af byen, borgere og uddannelsesinstitutioner.

Den nye bygning er også henvendt til nysgerrige borgere, som med eget engagement, faglighed eller virksomhed, bliver inviteret til at deltage i og bidrage til livet i huset.