Højdepunkter 2016

FrederiksbergFonden fik i 2016 sat mange fingeraftryk på Frederiksberg: 86 projekter modtog støtte for over 8 mio. kr. Samtidig bød året på en flot stigning i antallet af ansøgninger – og masser af kultur.

Hvad vil 2016 blive husket for? Det kan du Iæse i FrederiksbergFondens årsrapport, som netop er blevet offentliggjort. Her løfter vi sløret for, hvilke projekter direktør Martin Dahl særligt vil huske.

 

Ungdommens Folkemøde og fornyet Teaterflise

”Jeg vil især huske Ungdommens Folkemøde i Søndermarken. Det var et fantastisk nyt arrangement at få til byen, som vi også fremtidigt glæder os til. Vi kom tidligt ind i forarbejdet, og kunne derfor fra begyndelsen bidrage til arrangementet og også understøtte, at beliggenheden blev Frederiksberg,” siger Martin Dahl, direktør i FrederiksbergFonden.
Herudover fremhæver han prisoverrækkelsen af Teaterflisen 2016, som særlig mindeværdig. ”Jeg synes vi fik løftet projektet. Vi fik skabt rammerne for, at der blev foretaget en landsdækkende elektronisk afstemning, som fik mange flere til ”stemmeurnerne”. Markeringen på Frederiksberg Allé var også formidabel. Det var Pilou Asbæk, der vandt – og vi fik en flot mediedækning af både Billedbladet og Se og Hør, som var med til at sætte Frederiksberg på landkortet, som den teaterby, vi jo historisk er”, siger Martin Dahl.

4. Maj Kollegiet – en skjult perle

”Derudover vil jeg gerne hejse flaget for 4. Maj Kollegiet, som blev indviet i efteråret. Restaureringen af en arkitektonisk perle på Frederiksberg, hvor vi valgte at gå ind med et større beløb, 1 mio. kr. og samtidig signalere til de store fonde, som var altafgørende for projektet, at ”dette her er vigtigt for os”. Det er en ny retning for os som Fond,” siger Martin Dahl.

Stigning i antallet af modtagne ansøgninger

Årsberetningen 2016 sætter også fokus på Fondens målsætning om øget synlighed. Det sker gennem arbejdet med et nyt visuelt udtryk i form af grafik og nyt logo – ligesom Fonden har et ønske om at være til stede og signalere ”tilgængelighed” både i lokalmedierne og gennem begivenheder som for eksempel Teaterflisen. Fonden modtog i alt 174 ansøgninger i 2016, det er en stigning på 17 procent.
”Det er min klare overbevisning, at det er ønsket om synlighed, som nu allerede begynder at bære frugt i form af flere ansøgninger. Jeg tror, at flere borgere har fået øje på os – ikke bare som sponsor for projekter, men også som en god samarbejdspartner,” siger Martin Dahl.

De største bevillinger 2016

  • Start! FRB, etablering af øvelokaler i bunkers, kr. 540.000
  • Stella Polaris i Frederiksberg Have, kr. 480.000
  • Ungdommens Folkemøde i Søndermarken, kr. 400.000
  • Forælderfonden, drift og fornyelse af 13 boliger, kr. 300.000
  • Tycho Brahe Planetarium, gratis adgang for skoleklasser, kr. 250.000
  • Dansk Kvindesamfund OG tec fREDERIKISBERG, projektet ”Social Succes”, kr. 250.000
  • Frederiksberg Kommune, KU.BE Pulje til nye foreninger, kr. 250.000
  • Cisternerne, Sambuichi udstilling, kr. 200.000
  • BLOOM, ny naturfestival i Søndermarken, kr. 200.000
  • OK Corral Kunstnerfællesskab, kr. 200.000

Tilmeld dig vores nyhedsbrev